Salsafever
Salsafever
Af: Karoline Lorenzen, 2b
Fredag den 21. september blev det tid til skoleårets første fælles fest. Denne fredag tyvstartede vi allerede i løbet af skoledagen, da årgangene på skift fik salsainstruktioner i hallen. Det var Anders Bo Pedersen, saxofonisten fra aftenens Latin Dance Band, der startede med at fortælle om salsa og sine rejser til Cuba. Og efter at have set et par klip skulle der danses. Det var her, vi stiftede bekendtskab med de avancerede og meget eksotiske variationer som "foto", "tango", "kakerlakken" og "op til baren". (Hvorfor så man ikke dem på filmen??)

Seks timer senere var vi alle kommet i salsagear; pigerne med fine kjoler og en rose i håret og fyrene med tilbagestrøget hår i ægte latino-stil. Da klokken blev 20 begyndte bandet med at kalde alle op til en fælles salsa. Resten af aftenen fyrede de den af med sydamerikanske rytmer, der fik selv lærerne op af stolene. I starten var nogle en smule skeptiske, men som aftenen gik kom der flere og flere på gulvet. Og jeg må indrømme det er første gang, jeg har hørt en fyr skrige ud over dansegulvet: "Så ta'r vi kakerlakken!" -men nuvel. Der blev i hvert fald danset igennem, og et par elever bød (helt uden skjulte motiver om 12-taller) lærere op til en svingom. Desværre havde bandet taget den sydamerikanske varme med, så man måtte uafbrudt sørge for at opretholde væskebalancen!!
Alt i alt en fantastisk aften, der formåede at bringe vores indre latino frem.
Created by
moe
Last modified 29-12-2007 17:28
Last modified 29-12-2007 17:28


