Der var engang for meget længe siden et sted ikke så langt herfra en flok unge, forventningsfulde frøer. De trykkede sig i skolegården på den varme augustdag, hvor deres historie begynder, søgte grupper af andre frøer, de kendte, eller fandt sig nervøst et enligt hjørne, spændt på hvad fremtiden mon ville bringe: En berigende lærdom, kedsomhed, inspiration, fest, flid og farver?

I virkeligheden havde de stakkels frøer ikke en chance for at regne ud, hvad der ventede dem, for det fjerne ministerium havde kastet en fortryllelse over disse frøer og andre frøer dronningeriget over og forvandlet dem til prøvekaniner. Den intetanende flok var nu på vej ind i en tåge af uvished og undren, men også udfordrende nytænkning. I de tre år flokken af frøer tilbragte i skikkelse af kaniner, måtte de udstå alverdens prøvelser. Det være sig nye karakterskalaer, ukendte fag, tests og eksamener. De svedte, og de slæbte, og de sled, og de stræbte, og alle kom de hele ud på den anden side. Nu ikke længere blot en flok forventningsfulde frøer, men en gruppe af studenter, der var blevet vejet, vurderet og eksamineret på alle tænkelige måder. De var blevet dannede, kunne man sige, og på en fredag sidst i juni må de sige farvel til de kendte omgivelser.

Vi er på vej væk nu, ud i verden. Vi er på vej ud for at erfare, hvor stærk en grobund de tre forløbne år har skabt, for at man kan klare sig i det videre liv. For den almene lærdom, vi er blevet givet på gymnasiet, har både været en faglig og en personlig lærdom, og den har lært os at være åbne over for omverden, men også at være kritiske over for den, og det, tror jeg, er vigtigt, når man skal ud og klare sig selv.

Man kan måske spørge sig, hvad vi – os forhenværende frøer, som nu er blevet studenter – vil huske engang om mange år, når vi sidder i hver vores hjørne af verden og tænker tilbage på vores gymnasietid. Måske husker vi på de mange lærere, som hver især har formet hver enkelt elev på sin egen måde, og hvem vi skylder den største tak, for det er netop disse lærere, der har gjort os til studenter.

Måske tænker vi på den gamle skolebygning med de utætte vinduer (som dog blev udskiftet) og de glatte gulve, som har været hjemsted for så megen fest og dans – både dans af den slags, som ikke direkte hører det dannende skoleliv til, men også af den slags der danses i traditionens ånd og på snorlige rækker.

Eller måske tænker vi på vores medstuderende. For det er om nogen dem, der har gjort de tre år mindeværdige. Lærerne har en uvurderlig del i studenternes præstationer og i, hvad den enkelte elev har opnået, men de medstuderende har mindst lige så stor en del, for gymnasietiden er ikke en tid der alene består at hårde, ensomme studier ved et skrivebord. Havde den været det, var der ikke nogen, der havde gennemført den. Hvad vi skylder hinanden som medstuderende af taksigelser for støtte og hjælp og sjov, vil jeg slette ikke prøve at udtrykke i ord.

Jeg ved ikke, hvad I husker på, når I engang vil tænke tilbage, men jeg tror, at det jeg vil finde størst værdi i at huske, er hverdagen, og jeg er bange for, jeg ikke vil kunne forhindre en vis nostalgi. Frikvartererne i Solgården, den evindelige vandren fra lokale til lokale og vores lærere, som både har undervist os, til tider kedet os, men som også i mange tilfælde har både underholdt og overrasket os kommer jeg engang imellem til at savne, må jeg indrømme. Men sådan er det vel, når man har været glad for at være, hvor man var.

Det var eventyret om de unge frøer, som overlevede tre års prøvelser og endte som studenter, og man kan kun håbe på, de vil søge hver deres lykke, gribe chancerne når de byder sig og ellers leve lykkeligt til deres dages ende.